Grønnemarksvej 8A, 2610 Rødovre

Pragtfuld villa med en unik have

På en rolig villavej tæt på Rødovre Centrum står Grønnemarksvej 8A’s solskinsgule mure og røde tag solidt plantet i en have af blomsterbede, skyggende træer og hække, der skærmer af fra omverdenen - det er lige til at fortabe sig i de grønne omgivelser, når man sidder og soler sig på terrassen eller vander planter i drivhuset.

Villaen er opført i 1931, byder på 3 værelser, 120 kvadratmeter beboelse og et samlet grundareal på 601 kvadratmeter. Den lyse og rummelige stue åbner sig op med god plads til at indrette bløde møbler foran brændeovnens knitren. I alrummet er der plads til et spiseområde placeret tæt på duften af mad, der unægteligt vil sprede sig fra det hvide og klassiske køkken hen mod aftenen.

Boligens førstesal byder velkommen til to pragtfulde soveværelser, der udmærker sig med rustikke, lyse trægulve og skrå lofte. Herinde kan I med fordel skabe jer henholdsvis forældresoveværelse og børneværelser - eller hvad med en hyggelig kontorplads? Mulighederne er mange med den anvendelige planløsning. Førstesalen kan i øvrigt prale af et moderne badeværelse med stor, separat bruseniche samt et praktisk vaskerum med vaskemaskine og tørretumbler.(kan let omdannes til værelse igen)

Med base på Grønnemarksvej 8A får I serveret en perfekt blanding af byliv og natur i rolige omgivelser. Det tager kun et minut at gå til den nærmeste dagligvarebutik, og hvis I går cirka fem minutter ekstra, når I Netto og Nyager Skole. Der er 12 minutters gang til området omkring Rødovrehallen, der summer af liv: Daginstitutionen Græshoppen, Skovmoseskolen, Rødovre Centrums utallige shoppingmuligheder, Valhøj Skole og en byggelegeplads - for bare at nævne et lille udpluk. Rødovrehallen i sig selv er en af Danmarks største idrætshaller, så hvis I er til sport og det aktive liv, så er der massevis at kaste sig over, hvad end I er til Badminton eller håndbold.

I kan også hoppe på cyklen og tage en lille familieudflugt til Damhussøen, der som hovedstadsområdets største sø er placeret som en tiltrængt, kølende oase mellem flere af Københavns forstæder. Skulle I få lyst til at mærke byens puls, så kan I med offentlig transport nå Nørreport Station på 35 minutter med bus 9A og metro.